Skip to main content
Artist

CS Nielsen (DK)

Performing trio show
Show: Søndag

Den anmelderroste og prisnominerede danske sangskriver, sanger og guitarist med hang til mørk, mytologisk Americana er klar med sit femte album. ’Better Times’ består af 11 sitrende stærke sange skrevet af CS Nielsen samt en manende fortolkning af Bob Nolans gamle cowboy-klassiker ’Cool Water’. Albummet kredser om tiden som noget vi bliver skænket, til trods for at vi også uundgåeligt mister den. Sangene på ’Better Times’ tager livtag med åndelige og eksistentielle sten i skoen. De famler efter håb trods håbløshed, fællesskab trods ensomhed, tro på forløsning trods frygten for fortabelse. Musikken der omfavner lyrikken, er enkel, varieret og melodiøs.

’Better Times’ er indspillet i CS Nielsens dagligstue på Samsø; og ligesom forgængeren ’Pilgrims’ (2020) er albummet produceret af Johnny Stage (Sort Sol, Martin Hall, Chris Spedding m.fl.), som også selv spiller el-guitar og twanget el-bas på pladen. Michael Lund (De efterladte m.fl.) spiller lap-steel og dobro, og Johannes Gissel (Chasing Grace m.fl.) spiller trommer og tangenter. Herudover medvirker Clara Bryld, bandet Salem og Una Skott på kor, Dan Hemmer på orgel og George Mihalache på cimbalom.




CS Nielsen - shows:

CS Nielsen - venues: