
Vi er glade og stolte over igen at kunne offentliggøre, at Nashville Nights er en del af Jelling Musikfestival.
I 2026 gæster vi festivalen for anden gang, når Nashville Nights Spring Tour lægger vejen forbi Jelling – og vi ser frem til endnu en aften, hvor countrymusikkens nerve og fortællekraft er i centrum.
Fredag d. 22. maj 2026 kan publikum opleve et nærværende musikalsk møde, når Nashville Nights bringer essensen af Nashville direkte ind på festivalpladsen.
Country i øjenhøjde
Siden 2021 har Nashville Nights skabt rammer for autentiske country- og rootsoplevelser i Danmark. Med fokus på det intime koncertformat og den gode fortælling har festivalen opbygget et stærkt renommé blandt både publikum og anmeldere – nationalt såvel som internationalt.
På Jelling Musikfestival præsenteres musikken i det klassiske writers round-format, hvor sangskrivere deler sange, historier og øjeblikke i et tæt samspil med publikum. Her er det sangenes oprindelse, håndværket og det umiddelbare møde, der er i fokus.
Fire markante navne fra den internationale countryscene
Aftenen byder på fire stærke artister, der tilsammen repræsenterer bredden og dybden i moderne country:
-
D. Vincent Williams – prisvindende Nashville-sangskriver bag ikoniske hits som “I’m Movin’ On” (Rascal Flatts), kendt for sin sjælfulde lyd og engagerende fortællinger fra scenen.
-
Trick Savage – Grammy-nomineret sangskriver og Nashville Nights publikums favorit, med en imponerende spændvidde fra poetiske ballader til skarpe, humoristiske fortællinger, leveret med virtuos guitar og stor personlighed.
-
Emily Henline – et af de mest lovende nye navne i Nashville, der forener klassisk country med nutidig pop-appel og stærk scenetilstedeværelse.
-
Bronnie – britisk country-rock med internationalt format og et moderne udtryk, der tilfører writers round-konceptet en ny og energisk dimension.
Sammen skaber de en koncertoplevelse, hvor historiefortælling, musikalitet og nærvær går op i en højere enhed.
Nashville Nights – året rundt
Nashville Nights kulminerer hvert år med Nashville Nights International Songwriters Festival den 10.–13. september, hvor country- og rootsmusikere i absolut topklasse samles i et intimt og uformelt festivalformat med fokus på kvalitet, komfort og den gode liveoplevelse.
Vi ser frem til endnu en stærk Nashville Nights-aften på Jelling Musikfestival – fyldt med musik, fortællinger og øjeblikke, der bliver hængende længe efter sidste akkord 🎸✨