Skip to main content
Gode historier

Inspirerende og FANTASTISK

By marts 20, 2022No Comments

“Du bliver jo ikke ved at lave det, hvis det bliver ved at give underskud … vel?”

Under vores Nashville Nights show på Hagge’s Musik Pub i Tønder i februar kom der en venlig mand ved navn Dennis og spurgte mig (Stefan), om jeg lige havde fem minutter. Jeg svarede, at det havde jeg naturligvis, hvorefter vi fandt et hjørne udenfor, hvor vi kunne tale uden at forstyrre koncerten.

Dennis fortalte, at han jo nok ku’ regne ud, at et projekt som Nashville Nights umuligt kan genere penge. Jeg gav ham helt ret og fortalte, at Nashville Nights er et passion-projekt, der handler om at give de mange kæmpe talenter, der findes rundt omkring, mulighed for at spille for fulde sale – og ikke mindst at give publikum fantastiske og unikke oplevelser, de ikke kan få andre steder.

Dennis fortalte, at det for ham og hans kone er en gave at komme ind og opleve de fantastiske artister og sangskrivere, vi henter til Danmark og spurgte derefter, om jeg havde overvejet at lave en form for støtteordning som hjælp til at holde projektet i live.

“Du bliver jo ikke ved at lave det, hvis det bliver ved at give underskud, vel?”, spurgte han. “Det kan jo være, der er flere som mig”, sagde han. ”Flere, der mener, at Nashville Nights er et vigtigt projekt og gerne vil hjælpe med at holde formatet i live”. Jeg svarede Dennis, at vi jo selvfølgelig er på jagt efter sponsorer, og at vi gør alt, hvad vi kan for at sælge billetter og merchandise.

“Jeg vil gerne støtte med 10.000 kroner om året”, sagde Dennis så, Og her blev jeg for første gang i lang tid mundlam. 
“Og jeg synes, du skal lave en støtteordning, hvor folk kan støtte, for jeg er sikker på, at der er flere, som gerne vil hjælpe, for Nashville Nights er helt unikt,” sagde han.

Jeg takkede naturligvis Dennis af hele mit hjerte og fandt straks min “partner in crime” Blue Foley og fortalte ham, hvad der lige var sket. Blue blev rørt til tårer.

I fredags fik jeg så en besked om, at der netop er tikket 10.000 gode danske kroner ind på vores konto. 10.000 kroner, der kommer til at hjælpe os med at lave mere Nashville Nights for Dennis og hans kone, Susanne, og for alle jer, der kan lide rigtig god musik og rigtig gode sange, leveret på et højt kunstnerisk niveau – og hvor I kommer helt tæt på artisterne og deres historier.

Vi har gjort, som Dennis foreslog. Så nu kan du også støtte Nashville Nights ved at sende et valgfrit beløb til MobilePay nummer 684272, hvis du har lyst.

Tag et kig her, hvis du vil vide mere.

“Du bliver jo ikke ved at lave det, hvis det bliver ved at give underskud … vel?”

Jo, men dén slags opbakning gør jeg sgu nok …

10.000 TAK, DENNIS OG SUZANNE!