
To afsnit med historier, hits og hjertevarme fra Nashville Nights
Hvis I mangler noget godt at lytte til, mens efteråret nærmer sig, så har vi et varmt tip: Vores egen festivalchef Stefan Mørk har lagt vejen forbi podcasten Vinylstakken (findes hvor du normalt henter din podcast)– og det er blevet til hele to afsnit fyldt med historier, gode grin og en masse fantastisk musik fra artister, der har stået eller kommer til at stå på Nashville Nights-scenen.
I centrum for samtalen står naturligt nok årets program – og her er der god grund til fejring: Det er igen i år lykkedes at få super-sangskriveren Lee Thomas Miller på plakaten. Lee har efterhånden været med i flere år, og han er ikke bare en fantastisk artist selv – han er også med til at åbne døre for andre store navne, som fx Brett Tyler, der også kommer med på plakaten i år.
Stefan tager lytterne med gennem tidligere års højdepunkter og kommer med masser af varme anbefalinger til, hvad man bør holde ekstra øje med til årets festival – krydret med et hav af gode sange fra artister, der har stået eller kommer til at stå på scenen. Det andet afsnit byder på endnu flere anekdoter fra tidligere år og endnu flere musikanbefalinger til Nashville Nights-programmet.
Undervejs når Stefan også omkring den faste gæst Trick Savage, Blue Foley – som både er en fast del af festivalen og Stefans partner i Nashville Nights – samt historien om, hvordan hans bror Kenneth hjalp med at få den allerførste udgave af festivalen i mål.
Kort sagt: to afsnit, der er skabt til jer, der elsker gode historier fra bagsiden af festivalen – og som ikke kan få nok af countrymusik og gode programtips undervejs.
En lille rettelse: I afsnit 2 nævner Stefan, at hans assistent Louise først kom med fra festivalens andet år – men det var faktisk allerede fra år 1, hun var en del af holdet.