
Når man siger Odense Boldklub og Nashville Nights, taler man om to stærke fællesskaber, der hver især banker i takt med Odenses hjerte. Nu smelter de to sammen i et nyt samarbejde, der skal bringe fodbold, musik og fællesskab endnu tættere på hinanden – til glæde for både fans og festivalgæster.
Musik i hjertet af OB
Samarbejdet mellem OB og Nashville Nights markerer et nyt kapitel i klubbens ambition om at fylde mere uden for stadion og være et samlingspunkt for hele byen. Det får man første smagsprøve på allerede søndag den 31. august, når OB møder FC Nordsjælland på Nature Energy Park. Her vil den internationale countrysanger Dan Smalley indtage scenen i Albani Fanzonen med en liveoptræden, der sparker samarbejdet i gang med manér.
Fra Fanshop til spillested
Under selve Nashville Nights Festivalen fra 11.–14. september får OB’s fans også en helt særlig oplevelse: OB Fanshoppen på Kongensgade 39 forvandles til en intim koncertscene, hvor publikum kan opleve sangskrivere og artister fra både Danmark, Europa og USA på helt nært hold.
Et stærkere Odense
Hos OB ser man samarbejdet som en naturlig forlængelse af klubbens strategi om at skabe helhedsoplevelser både på og uden for banen:
“At gå på Odense Stadion skal være en samlet oplevelse, og man skal føle, at man får noget med hjem uanset resultatet. Samarbejdet med Nashville Nights bygger bro til en af byens stærke kulturinstitutioner og løfter oplevelsen for vores fans,” fortæller Daniel Walsh, Fan Experience Manager i OB.
Også Nashville Nights’ arrangør, Stefan Mørk, glæder sig til samarbejdet – både som festivalleder og som passioneret OB-fan:
“For mig er det her en drøm, der går i opfyldelse. OB og Nashville Nights deler samme DNA: Vi vil skabe unikke oplevelser for byens borgere. At vi nu går sammen, føles helt rigtigt – og måske er det starten på et nyt eventyr for både klubben, festivalen og hele Odense,” siger han.